Ok, denne blogpost har ingen struktur og vil sikkert blande engelsk og dansk, for det handler om mine observationer og indtryk de sidste par uger, som har inkluderet nok omkring 10 flyture og en overordentlig mængde CO2 
Jeg har været på en Afrika tur-retur rundrejse, dog uden at nå til Danmark. Første tur hed Nairobi-Amsterdam-Rom-Brindisi. Derefter til Entebbe lidt udenfor Kampala i Uganda til mere forberedelses-træning.
Brindisi, Italy – when you order wine only!
Pakning skete fredag aften/nat inden afgang kl 5 om morgenen den 9. feb samtidigt med, at lejligheden i Nairobi var fyldt med gæster. Jeg tænkte: men kan jo hurtigt komme fra Sydsudan til Nairobi, hvis jeg har glemt noget….. Derfor bestod det meste af tøjet af jeans og kjoler.
Shopping i Juba? ha! It must be a joke
Jeg ankommer til Juba og finder straks ud af, at jeg selvfølgelig mangler nogle løse bukser i de her 40 graders varme. Jeg spørger en af assistenterne i min nye afdeling, hvor jeg kan købe det. Hun siger: Shopping i Juba? ha! It must be a joke – vi gør det allesammen i Kampala eller Nairobi. Hvorefter jeg peger ud af vinduet og siger: “jamen hvad gør de lokale, de køber vel deres tøj et eller andet sted, de går jo ikke rundt nøgne!” Hvorefter, hun svarer: “ha, det har du ret i – det har jeg aldrig tænkt over. Giv mig lige besked, når du har fundet ud af det”
Mit motto: Polite and Persistent (pp) (høflig men insisterende)
Dette motto faldt mig hurtigt ind, da jeg befandt mig på FNs logistikbase i Entebbe, Uganda. Alle var meget flinke og imødekommende, men der var ikke styr på noget, og ingen vidste, hvem der ankom. Basen ordner bl.a. alt praktisk for ansatte, der skal til FNs fredsbevarende missioner i central og østafrika. Man kunne måske fristes til at indskyde et ekstra P for “patience” (tålmodighed), men nej! På basen i Entebbe skulle vi være til stede til en tre-dages førudsendelsestræning samtidigt med, at vi skulle registreres i alle mulige systemer. For det meste blev man bare sendt rundt fra sted til sted eller fik at vide: kom igen om et par timer. Efter kort tid valgte jeg en anden fremgansmåde – jeg sagde: “mange tak for hjælpen, men jeg tror jeg tager en stol og venter her til der sker noget, eller der er kommet svar på mit spørgsmål.”
I Entebbe mødte jeg også 20 Ukrainske politiofficerer, som jeg havde undervisning sammen med. De er en del af FN-missionen her i Sydsudan og synes det er vældigt hyggeligt kende sådan en som mig 😉
Preparing for South Sudan – Readings from the UN training
My study place in Entebbe, Uganda
FNs 3 fredsbevarende missioner i Sudan-området
Ja, det vidste jeg faktisk ikke før jeg ankom til træningen i Italien, men FN har tre separate fredsbevarende missioner i Sudan-området: en i Darfur (Sudan), en i Syd Sudan og en i Abyei, en stat mellem Sudan og Syd Sudan, som de to lande ikke er blevet enige om endnu, hvem staten tilhører….
Fra dag 2 på min Afrika tur-retur rejse/træning opstod der en lille sluttet kreds af os, som skulle til Sudan-området og kunne følges igennem det ustrukturerede forløb: en politirådgiver fra Tyrkiet, en særlig rådgiver til FNs generaksekretær fra England, en sikkerhedsofficer fra Djibouti og to unge kvinder fra Litauen og Danmark (mig). På trods af ligheden mellem Litauen og Danmark størrelsesmæssig har ingen i FN systemet hørt om en “litauer”, hvorefter Ms. Gintare må stave sin nationalitet til de fleste. I aften skal jeg til Danskerfest for at byde nye danskere i Juba velkommen – sådan en kommer Gintare nok aldrig til. Til gengæld har hun en anden fordel: Litauen har kun været selvstændig i 20 år, så hun kender en del til det med kamp for uafhængighed og statsopbygning, som Sydsudaneserne står midt i. Der har jeg ikke rigtig noget sammenligningsgrundlag, må jeg indrømme!
Juba og resten af Syd Sudan
Alt her i verdens nyeste land skal opbygges fra starten af. Et værelse med eget bad og toilet koster omkring 15.000 kr om måneden (nej jeg har ikke sat et nul ind for meget). Der er ikke strømforsyning i byen, så alt kører med diesel-generator. På træningen i Italien blev vi udsat for en øvelse, hvor vi blev angrebet i vores bilver og afhørt aggresivt liggende på den våde asfalt med pistol for tindingen. Dette er dog langt fra en risiko i Juba, som er en bobbel i forhold til resten af Syd Sudan. Byen ligner en kæmpestor landsby uden højhuse, banker eller andre hovedstadsfaciliteter, men her er mere sikkert end de fleste storbyer rundt omkring i verden. Rejser man udenfor Juba er historien en helt anden.
Facts om mig her i Syd Sudan:
Job: Associate Expert in Peace-Building Support. Recovery, Reintegration and Peace-Building Section, United Nations Mission in South Sudan
Tidsperspektiv: 1-2 år, 1 årlig hjemrejse, udrejse til Uganda hver 8. uge
Fordel: kender en del til Swahili, og her er rigtig mange kenyanere, som er ved at opstarte forretninger her. Flere har allerede stemplet mig som kenyaner
Ulempe: må ikke få besøg inde på basen, så besøgende skal bo udenfor
Andet: her er rigtig rigtig varmt, nok det varmeste sted, jeg nogensinde har været (og jeg får sikkert malaria på et tidspunkt, det gør de fleste – men det kan kureres)
Kontakt: sikrest på email eller ringe, sms’er går kun igennem engang imellem
LÆS ARTIKEL HER:
Politik i gadehøjde: Graffiti afslører kenyanernes utilfredshed
Graffiti mural Nairobi Downtown
Vulture
“No Guns” form Kibera, Nairobi
Når jeg skriver dette indlæg, ved jeg godt, at mange derhjemme vil blive nervøse for min færden hernede, og derfor har jeg også overvejet, om jeg overhovedet skulle skrive det. Men nu gør jeg det, for det ligger mig enormt meget på sinde.
Sidste afgang fra Nairobi
Torsdag eftermiddag tog jeg igen afsted fra Nairobi med den offentlige Matatu. Dagens sidste møde sluttede kl. 17, så der var ikke lang tid til solnedgang, da jeg forlod Nairobi. De andre passagerer i matatuen konstaterer også, at det er ved at blive sent. Jeg er ikke så glad for at rejse om aftenen pga. manglende trafiksikkerhed, men jeg gjorde op med mig selv, at det farligste stykke af turen, var vejen ud af Nairobi. Der er de i gang med at lave en ny motorvej, som har forsaget mange uheld. Denne strækning ville vi passere i dagslys. Når de konstruerer veje hernede, arbejder de på vejen mange steder på en gang og intet er færdigt, før hele strækningen er færdig. Der gælder ingen specielle færdselsregler under vejkonstruktion, så derfor flyder trafikken på de mest mærkværdige selv-konstruerede måder, og pludselig kommer der biler imod en, selvom man troede, man var på den ensrettede side af midterrabatten. Der er 2 meter dybe, stejle ikke-markerede render, hvor de vist er i gang med at grave ned til en fodgængersti eller hvad ved jeg… Og der lå da også en lastbil med mennesker på ladet halvvejs nede i renden. Jeg ved ikke om, der var sket noget. Jeg tænkte, at sådan et uheld måtte være uundgåelig med den tætte trafik, der højst sandsynlig har presset lastbilen derud.
Jeg holder godt øje med chaufføren og finder ud af, at han kører pænt og slapper så lidt af. Det er svært at sove, selvom jeg er træt. På vejen til Nairobi onsdag, tog jeg afsted meget tidligt om morgenen, og blundede en del på vejen, men hver gang matatuen bremsede bare en smule brat, var jeg straks lysvågen og troede, der var sket noget.
Privat bil, en god ven – jeg slapper af
Mørket falder på, og jeg ville ønske, jeg sad i en privat bil. Mit ønske går hurtigt i opfyldelse. Min lokale kollega Teresia ringer for at høre, hvor jeg er. Vi er næsten samme sted, og hun foreslår, at jeg står af i Sagana, hvor hun vil vente på mig.
Så sidder jeg i hendes bil på bagsædet bagved privat-chaufføren. Snakken går livligt om arbejde og andet, og jeg slapper endeligt rigtig af. På trods af mørkets frembrud og dermed stærkt forringet sikkerhed, er der et mylder af mennesker på vejen, som ikke altid er lette at se.
…troede jeg
Vi er næsten fremme – kun et par kilometer udenfor Nanyuki, da vi alle sammen ser noget på vejen. Farten sættes ned. Er det et menneske? JA det er det!!! Vi sænker farten yderligere. En død mand ligger på vejen, sandsynligvis kørt over flere gange. Offer for hvad man kalder ”hit and run”: han er blevet påkørt, hvorefter bilen stikker af. Ingen har tilkaldt hjælp, ingen har standset. Måske er han ikke blevet dødeligt påkørt første gang, men ved at ligge midt på vejen i mørket, var hans endelige skæbne sikker. Vi kører i en stor bue udenom og fortsætter. Ingen siger noget. Jeg spørger Teresia: “hvorfor er du så rolig??” (jeg forestiller mig, at folk her har set det før). Hun siger: ”det er jeg heller ikke, jeg ryster indeni og mine fødder er som is”. Vi stopper altså heller ikke. Folk her i landet (inkl. mig) regner med, at hvis de stopper eller tilkalder hjælp, vil de automatisk blive betragtet som mistænkt. Jeg havde heller ikke stoppet, hvis jeg havde kørt bilen. Vores chauffør siger, at manden sandsynligvis var fuld. Hvad hvis det havde været en hvid mand, der lå der? Havde han så stadig ligget der?? Det tror jeg ikke. En fuld fattig afrikansk mands liv er tydeligvist mindre værd end så mange andres.
Det er kun nogle dage siden, så billedet har printet sig ind. Men det er ikke kun billedet af den døde mand, men også tankerne omkring, hvilken inhuman verden jeg er en del af, og som jeg selv bidrager til. Frygten for min egen skæbne går forud for medmenneskelighed.
@ GoDown – graffiti af Bankslave
Udfordringer på rad og række, politik, jeg ikke kan blive klog på og venner for livet!
Regnen plasker ned i Nanyuki, for første gang i 5 måneder. Jeg har været her i 1 år nu og ser tilbage på et år i Kenya og første år efter afslutningen på det trygge universitetsliv, hvor man ikke skulle træffe de store beslutninger. Det har i den grad været en omvæltning. Livets store spørgsmål kommer op: hvad vil jeg med mit liv? Jeg har været vant til at tage tingene som de kommer, en måned ad gangen, måske et halvt år ad gangen. Nu skal der tunes lidt mere ind. Jeg vil gerne det hele på den halve tid. Nu flytter jeg til Nairobi næste måned, tror jeg. Jeg vil gerne videre, og jeg vil gerne blive.
Kenya, vi er ikke helt færdige endnu!
Kenya ER et fantastisk land, spændende på så mange områder: naturmæssigt, menneskene, kulturen, det politiske liv (som sådan en politik-passioneret-nørd som mig finder altafgørende). Er der en revolution lige om hjørnet eller er der ikke? Nobody knows. Der er tendenser, der peger i begge retninger. Kenya er gået i krig i Somalia uden befolkningens opbakning, de har fået den mest reformistiske og progressive højesteretsdommer i Afrika, 4 af deres politikere er blevet sigtet for forbrydelse imod menneskeligheden ved den Internationale Straffedomstol i Haag, og i fredags havde vi besøg af graffiti kunstnere fra Nairobi, som for tiden pryder Nairobis gader om natten med gribbe. Gribbene symboliserer landets politiske overklasse og dertilhører opfordringer til befolkningen om, at bruge deres stemme radikalt anderledes og strategisk ved næste valg.
Juakali village
”Tribalism eller ej”
Jeg troede naivt de første måneder i Kenya, at tingene havde ændret sig og at ”tribalism” hørte fortiden til, at nutidens oplyste unge havde mere til fælles med hinanden på tværs af stammer end med deres traditionsbundne forældre og bedsteforældre fra samme stamme. De unge, jeg mødte, overbeviste mig da også om, at tingene havde ændret sig. Men en ting er, hvad der bliver sagt noget andet er handlingerne og realiteterne på jorden. Tingene har ikke forandret sig meget. Kynismen og realisten er langsomt begyndt at vokse frem i mig efter et år i landet. Der er under et år til valget, og det er gået op for mig, at de flestes holdning er: ”denne gang er vi forberedt og bevæbnet”!. En ven fortalte mig i går, at det vil tage endnu et par generationer før befolkningen kan begynde at se udover stammetilhørsforhold eller blot at vælge den kandidat, der er mindst korrupt og i stedet begynde at fokusere på mere langsigtede visioner for Kenya – i hvilken retning landet skal bevæge sig. Det er et sammensat land. Ytringsfriheden, frie medier og en politisk engageret befolkning skal sammenholdes med et land, der stadig er bundkorrupt (hvilket jeg har daglige erfaringer med), en politisk elite, der kun tænker på at holde på eller erobre magten og en inkonsistent markedsøkonomi, der gør, at Kenya rammes hårdt af finanskrise, fødevarekrise og energikrise!
Street Art
Et land i udvikling, hvor fantastisk!
Men fordi tingene synes kaotisk og ikke-fasttømret giver det også mulighed for den engelte person, for den enkelte forretning eller organisation eller hele systemet som sådan, at tænkte grundlæggende anderledes. Det er så befriende for en person som mig, der altid mener, at tingene kunne gøres anderledes! Politikerne i Kenya kan ikke gå ud og sige, ”vi er så fasttømret og afhængige af EU, af vores økonomiske system, af måden vi driver virksomheder, banker og offentlige institutioner på, at vi ikke kan tage de grundlæggende principper op til revision”. Kreativitet og nytænkning præger især Nairobi.
Tilbage til graffiti kunstnerne. De går ud og tagger gaderne og murerne om natten iført neongule veste, så de ligner officielle personer. Graffiti er stadig meget ukendt i Kenya. Politiet standser trafikken for dem, så de kan male på en fodgængerovergang – politiet ved ikke, at det er ulovligt. En politimand spurgte dem en nat: ”Kan jeg få resten af din spraydåse, så jeg kan male min cykel?”, en anden havde spugt, hvilke skadedyr, de bekæmpede, for det er jo normalt det, som straydåser indeholder. I Kenya er man vant til, at det tager nogle uger at male en mur. Efter en nats arbejde, vågner Nairobi op til en kæmpemur i bycentrum, som er prydet med kæmpestore, smukke, men også meget politiske malerier og budskaber. Alle synes, det er fantastisk og stimler sammen for at tage billeder! Og hvad gør man så som politiker, hvis der aldrig har været et lignende tilfælde, man ingen lovgivning har, befolkningens synes det er fantsitisk og de færreste ved, hvad spraymaling er??? Jeg synes simpelthen det er så befriende at være vidende til og være en del af denne udvikling, hvor tingene ikke er givet på forhånd og udviklingen synes uforudsigelig!
Vi havde besøg af to af Nairobi kunstnerne i sidste uge, så gadekunsten kunne komme helt ud på landet til de små landsbyer i Kenya – det er måske aldrig sket før!
Tasja in action
Politik kan ikke udgøre hele mit liv
Ja, politik og samfundets udvikling betyder meget for mig, og jeg vil have svært ved at bo i et land, hvor ingen synes at bekymre sig om det og alt synes at stå stille. Men, jeg kan jo ikke leve af politik alene! Det har været udfordrende og hårdt at bo 25 km. fra nærmeste by uden for elnettet og med egen forsyning af vand. Ens kollegaer bliver også de sociale relationer og venner, for man tager ikke bare bilen ind til Nanyuki af den tiltagende dårlige vej med enorme huller hver eftermiddag efter arbejde. Så man kan kun håbe at kollegaerne så også er mere end bare kollegaer, og der har jeg været heldig. Jeg har i mit sidste år i Tanzania og Kenya fået nogle nye helt fantastiske venskaber – venner for livet! Tak for det allesammen! Men jeg er nu kommet til det punkt, hvor jeg skal videre – videre til et sted, hvor jeg har mulighed for mange forskellige aktiviteter, forskellige sociale relationer og aktiviteter ved siden af arbejdet. Nairobi synes at være stedet – for Kenya er ikke helt et afsluttet kapitel i mit liv!
Ja, man skulle tro der var større problemer i verdenen end myrer, når man bor ude på savannen! Jeg har også haft besøg i kortere eller længere tid af slanger og mus (de to ting hører vel sammen, tror jeg), men det er alligevel myrerne der får min udelte opmærksomhed her! De har invaderet mit hus, og efter Grys ankomst har vi opmærksomt fulgt deres liv og dagligdag. To plasticpose lag rundt om Grys fødselsdagschokoladekage kunne ikke holde myrerne tilbage. Gry synes at være dybt fascineret af deres færden og virken. Jeg er mest af alt irriteret. Sammenholder man myrernes indtog med vores nedbrud af egen strømforsyning (solceller), så kan myrerne virkelig få frit spil i alle afkroge af huset. Myrerne er mindre en almindelige danske myrer, men i flok og i paradeoptog gør de indtryk! Savannens mindste dyr bør også omtales. Så efterlader jeg det til et andet indlæg at fortælle om leoparder på vores grund og slanger i mit hus.
Mombasa Railway Station
…forekommer stadig efter 1 år i Kenya
Man tror, at man er kommet sig over kulturchokket (og det omvendte kulturchok) efter et år i Kenya, men nej det bliver ved med at forekomme igen og igen selv et år efter ankomst. Det er nok især det omvendte kulturchok i form at tilbagevenden til vestlig levevis, der udgør det største chok.
Mine to verdner
I går morges vågnede jeg i vores nye 4-v lejlighed inde i Nanyuki til knap 1000 kr. om måneden uden vand i hanerne for 3. dag i træk. Der er ingen møbler, kun nogle madrasser, således, at vi kan overnatte inde i byen og ikke behøver at køre de 25 km. hjem inden kl. 22, som sikkerhedsforskrifterne siger. Efter lokal morgenmad med spansk omelet, te og pølser til 10 kr., tager vi på fyldte maver ned på byens nyåbnede resort med svømmepøl, hvor benyttelse af pølen, varmt bad, liggestole mm. koster os omkring de 20 kr. Jeg bestiller dog en kop kaffe eftersom det ikke er en lokal specialitet (på trods af, at jeg er i kaffeproduktionens mekka).
Lokal transport: super budget eller super super budge
Min gode norske veninde, Anne, fra min tid som praktikant på den danske FN-mission i Genève har meldt sin ankomst til Nairobi i omkring 24 timer på vej til arbejdsrejsens hovedformål: Sydsudan. Jeg trodser derfor tømmermænd og den dejlige nye rene svømmepøl og hopper kl. 15 på en 14-personers Matatu (minibus) mod Nairobi. Jeg sidder godt klemt på bagerste sæde, hvor kvinden ved siden af mig har sin halvstore søn med på samme sæde (ny regel i Kenya er, at man i en 14-personers bus kun må have 14 personer med – på nær børn). Jeg vælger 14-personers Matatuen til 450 ksh (30 kr.) i stedet for 10-personers Matatuen til 500 ksh (33 kr.), ikke for at spare penge, men fordi jeg tror, den vil afgå først (busserne afgår, når de er flydte). Jeg finder dog hurtigt ud af, at de tre kroner sparet overhovedet ikke er det værd. På trods af min gennemsnitlige danske højde har jeg overhovedet ikke plads til hverken ben eller hoved, og jeg må med ærgrelse indse, at 10-personers Matatuen overhaler os en time ude af Nanyuki.
Nairobi downtown
Nå, men jeg ankommer som planlagt til Nairobis centrale Matatu-plads kl. 18 – ca. tre kvarter inden det bliver mørkt således, at jeg kan gå ud af det centrale downtown til fods (hvilket ikke er sikkert efter mørkets frembrud). Jeg går på må og få, zig-zagger mig op gennem de smalle, travle og stadig tæt trafikkerede gader i fornemmelses-retningen. Jeg kender efterhånden Nairobi downtown rimelig godt, men ikke alle gader. Min retningssans er dog ret god. Jeg går målrettet med en blanding af begejstring (90 %) og spænding om jeg går i den rigtige retning med en halv time til solnedgang (10 %). Jeg tænker dog hele tiden, at jeg altid kan hoppe på en officiel taxa, hvis jeg farer vild. Følelsen er dog klart mest begejstring. Der er et mylder af liv (selv på en søndag), forretningsfolk, studerende og folk på søndagstur, som i enhver anden storby. Der er ingen udlændinge at se – downtown er et sted, hvor diplomat-folkene ikke kommer. Jeg forstår det ikke. For mig er det Nairobis mest interessante sted – overvældende med kulturindtryk, forretningsliv og drivkraften i hele Kenyas udvikling.
Ud af junglen
Efter 20 minutters gang i rask trav indtræffer genkendelsens glæde – Jeevanjee Gardens (som er kendt for sine offentlige møder og forsamlingssted for folket omkring politiske emner). Jeg er dog ikke gået helt i den rigtige retning, men nu er jeg på hjemmebane og skynder mig hen til en café med internetforbindelse, hvor jeg venter på, at min norske veninder lander med flyet fra Genève.
På 4-stjernet hotel for 15 USD
Hun er her kun i et døgn, så det kunne være smart, hvis vi boede samme sted. Hun er indlogeret på et 4-stjernet hotel til 235 dollars for en nat betalt af FN. Den slags penge har jeg ikke. Da caféen er ved at lukke tager jeg dog hen til Southern Sun hotel for at vente på hende. Det viser sig, at forskellen på et enkeltværelse og dobbeltværelse med to separate senge er 15 dollars. Så vi ændrer hendes booking. Hun (FN) betaler de 235 dollars, som der var budgetteret til, og jeg betaler de ekstra 15 dollars.
Cowboyshorts og FN-diplomati (en tur tilbage i tiden)
For 15 dollars får jeg så en døgns luksus, og pludselig synes Nairobi downtowns pulserende lokale liv meget langt væk. Her er FN-folk og diplomater alle steder, og iført cowboyshorts får jeg mig et par gode snakke om, hvordan det har varet at bo et år ude på landet i Kenya, omgivet af stamme-rivaliteter, nomadefolk, tørke og vilde dyr. Faktisk virker det som om, at dem jeg taler med, synes min tilværelse og arbejdsliv er et forfriskende pust inde i denne her FN-hotel-boble.
BBC, CNN og “luksus Matatu”
Det var i går. I dag sidder jeg så og benytter mig at et par timers god internetforbindelse og et par nyhedsindslag fra CNN og BBC på hotelværelset imens FN-mødet om Sydsudan er gået i gang og inden, at jeg igen vil bevæge mig ned i downtown for at finde en Matatu tilbage til Nanyuki. Matatuer – igen en ting som kun synes at blive benyttet af lokale (og mig). Denne gang tager jeg nu den til 10-personer og betaler 3 kroner mere.
Regnvejr
Jeg sidder på Sherlocks café i Nanyuki udenfor et mega-supermarked og ser på, at regnen vælter ned samtidigt med, at lyn og torden brager i baggrunden. Internet-signalet er derfor nede, hvilket er dagligdag her. Det er valgdag i Danmark, og jeg sidder og venter på Marie, som har haft bilen til syn. Den skulle være færdig for flere timer siden, men som det så ofte er her, er den det selvfølgelig ikke. Jeg kan ikke foretage mig meget under disse omstændigheder, og beslutter derfor at tage computeren frem og skrive lidt om mine tanker på valgdagen. Hernede har vi alle gjort vores borgerpligt og stemt på ambassaden i Nairobi for over en uge siden. Nu er der bare at vente.
Udenlandsdanskeren
Sidste gang, der var valg, sad jeg i Australien. Og valget bliver ikke mindre spændende af, at man befinder sig i udlandet – tværtimod. På afstand synes politikken i Danmark på en gang både mere vigtig og mindre vigtig. Danmarks problemer synes at være trivialiteter i forhold til meget af det, man ser her. Det er udenlandsdanskernes snobberi, der taler her – det ved jeg godt. Men det er uundgåeligt, og jeg har accepteret det. Tingenes gang derhjemme synes at stå i skarp kontrast til de ugentlige tragedier her. To gange sidste uge er der sprunget en olieledning i Nairobis slumkvarterer, hvorefter disse ekstremt fattige mennesker stimler sammen for at samle olie op. Resultatet er lige så tragisk og fattigdomsrelateret, som færgeulykken ved Zanzibar sidste uge. Olien går i brand, ting omkring stedet eksploderer og flere hundrede desperate mennesker omkommer enten på stedet eller af deres voldsomme forbrændinger. Denne risikoadfærd kan kun relateres til ekstrem fattigdom og desperation. Noget vi slet ikke kender til i Danmark og helst ikke vil have tæt ind på livet. Sådanne episoder er nemlig ikke et resultat af naturens kræfter, men menneskelige kræfter. Det kunne godt være undgået. Men den ekstreme fattigdom er stigende, ligesom polariseringen i storbyer som Nairobi også er det.
Polarisering
Polarisering af samfundet er også kendetegnet ved det danske, hvorfor valget derhjemme alligevel synes så utroligt vigtigt. Jeg vil gerne associere det danske samfund med lav ulighed, høj tolerance og tillid. Det var vi vist nok kendte for engang, men det er langsomt begyndt at gå i glemmebogen. Valget vil ikke ændre meget øjeblikkeligt, men symbolet er stærkt – både derhjemme og i udlandet. Det vælger jeg i hvert fald at tro. Og som jeg tidligere har skrevet, så tror jeg på, at tro kan flytte bjerge. Måske kan Danmark igen blive forgangsland på centrale humanistiske områder.
Valgaftenen
Unge danske stemmer
Vi har planlagt valgaften på den lokale café The Eatery, som ejes af en ældre britte. Han var ovenud begejstret, da vi spurgte om det kunne lade sig gøre. At 40-50 unge mennesker var så interesserede i politik og engagerede i at forme fremtiden, var tydeligvis ikke hverdagskost for ham. Denne i hans øjne usædvanlige (ungdoms) interesse fik ham til at bruge adskillige arbejdsdage på at afprøve forskellige internetløsninger og utallige opgraderinger af WiFi-forbindelsen. Selvom om vi sikkert ikke er repræsentative for den danske ungdom, er det værd at bemærke, at vi i Danmark har en af de højeste frivillige valgdeltagelser i verden. Vi har stadig tillid til det politiske system – at vores stemme faktisk betyder noget. Forhåbentlig har vi også det i fremtiden! Godt valg!
Ps: Vi nåede hele vejen hen til 99,2 procent optalte stemmer før internetforbindelsen strækkede. Undervejs så vi valgaftenen og -natten med flere forsinkelse pga. buffersekvenser af adskillige sekunders varighed hvert halve minut. Men vi var med og fulgte valgaftenen tæt – med lidt for stor spænding!
Så sidder jeg her med de ondeste tømmermænd jeg nogensinde kan huske, jeg har haft. Det tænker man vel hver gang. Har bestilt en gang pommes fritter på expat caféen ArtCafé i Nairobi, og har egentlig ikke lyst til dem, da de bliver serveret. Klokken skulle blive tre om eftermiddagen inden jeg kunne kravle ud af sengen. Inden da havde jeg klynket i flere timer. I næste måned fylder jeg 28, men det er faktisk okay. Da jeg fyldte 24 år i Australien for fire år siden, føltes det langt værre. Tømmermændene er vistnok blevet værre (det siger man i hvert fald – så det er min undskyldning), men det er så også det. Og som dagen langsomt skrider frem og hovedpinen fortager sig, begynder jeg at synes, at det var det hele værd.
I går var en ufattelig lang dag, men en af de gode af slagsen. Eftermiddagen med Mr. BBC korrespondent og aftenen og natten med danske Mr. FN-expats X, Y and Z, som Gry og jeg har valgt at kalde dem, da især en af dem (Mr. Z) var skrækslagen for, hvad journalisten Gry, ville citere ham for. Han ville ikke oplyse sit fulde navn og generelt kørte mr. Mysterious guy stilen hele natten.
Mr. X, Y and Z. De 5 i byen var en lettere tilfældig konstellation. Mr. FN-expat X og jeg havde mødtes tilfældigt på en bakketop udenfor Nanyuki for nogle måneder siden, hvor han vendte rundt, fordi han havde fået øje på vores MS-bil. Det er jo så ganske oplagt: hvis man ser en anden dansker ude i bushen, så bliver man straks venner. For man må jo givetvis have mere til fælles med en tilfældig dansker her i Kenya, end med nogen som helst anden lokal kenyaner. Var der nogen der sagde ghettoisering af danskere i udlandet? Mr. FN-expat X (min nye ven fordi han ar dansker) og Mr. Y kendte hinanden gennem en tredje fælles bekendt, som vist ikke var så bekendt af Mr. Y endda. Mr. UN-expat Z mødte vi først til pre-drink på toppen af Sankara i Westlands, hvor han havde siddet og lyttet til Gry og mins samtale om, hvor hvordan det var at leve sådan et high-society liv her i Kenya, når man havde et job i godgørendehedstjensten. På toppen af Sankara bygningen var der swimmingpool med glasbund og vi snakkede om, at man nok ville blive suget ned med en voldsom kraft, hvis glasset smadrede. Mr. Z lavede konsulent arbejde for FN vedrørende en 5-års plan for statsopbygning af Somalia. Nemmeste opgave i verden, tænker man – især for en dansker bosat i Boston. Gennemtvingelse af en grundlov, retsvæsen og politistyrker får helt sikkert Somalia på ret kurs, når den største del af befolkningen ikke støtter deres egen regering, som for øvrigt sidder i Kenya.
Ja, politisk enige blev ingen af os den aften. Jeg legede som altid djævlens advokat og indtog derfor den holdning, som ingen andre havde; mente at man greb det helt forkert an i Somalia, spurgte om UNHCR havde overvejet at hjælpe de mange tusinde illegale flygtninge i Nairobi (op mod halvdelen af flygtningene er ikke registrerede), at expat-miljøet var et udskud på både det kenyanske og internationale samfund, og at alt andet en stemme på Enhedslisten var små-egoistisk og kapitalistisk. I den forbindelse fik jeg lige nævnt for Mr. X, at hans stemme til valget derhjemme sandsynligvis var ugyldig, fordi han ikke er optaget på Folketingsvalglisten.
Jeg er “selvfølgelig” hævet over disse ting med min runde hytte blandt lokale ude på savannen. Jeg måtte dog bøje mig for presset og drikke cocktrails med disse UN-expats og derefter på Sushi-restaurant. Hvordan kunne jeg ellers finde ud af, hvordan dissensher expats lever? Mit eget selvbedrag og dobbeltmoral er en dyd i denne her verden: Jeg planlægger at købe både bil og motorcykel – ellers er jeg ikke fri til at gøre, hvad jeg vil. Dog har jeg ikke planer om at få sat en madras på taget af min bil, således at jeg kan sidde på taget, når jeg tager på safari hver weekend. Dette er Mr. X’s plan. Mr. Y’s plan var stadig lidt uklar: et halvt års udsendelse ad gangen, gerne til umenneskelige områder udenfor al civilisation, synes ikke at være den perfekte løsning i fremtiden. Mr. X fortalte om skilsmisserate på 70 % i UNHCR, hvor kvinderne var bitre kvinder i 40’erne, som ikke havde nået at få mand og børn og mændene små-alkoholiserede. Så vi 5 danskere i den kenyanske expat-boble mødtes og praktiserede den alkoholinducerede livstil – for ingen af os, var kvinder i 40’erne.
Mr. Z ved jeg stadig ikke meget om – der var et utal af røverhistorier og beretninger om hans “minutes of fame”. Men det syntes mest af alt bare at fremstå som underholdning. Nu havde han jo også bare hægtet sig på fire danskere i starten af aftenen – af den årsag, at de vare danskere. Faktisk havde han ikke nogen intention om at bevare forbindelsen efterfølgende. For igen, alle ved, at danskere har det bare sjovere med andre danskere end med folk fra andre kulturer;) Min veninde Gry kom hertil Nairobi i torsdags og har aldrig været i Afrika før. Efter godt tre dage her er konklusionen klar – hun er vild med det! Jeg tænker, at en lørdag omgivet af danskere indtil den lyse morgen må have bidraget godt til hendes kulturoplevelse – expat-kulturoplevelsen! Dog sidder hun her ved siden af mig og protesterer – hun mødte åbenbart en helikopterpilot fra det kenyanske militær. Nu er de Facebookvenner. Det ser godt ud på kontoen: +1 på kontoen over lokale venner til Gry.
Ja, det var en helt igennem fantastisk lørdag. I morgen starter en ny arbejdsuge, hvor jeg skal ud til Eastleigh, et somalisk immigrantkvarter også omtalt som Little Mogadishu. Der kommer vist ikke så mange danskere, så nu vil jeg slutte expat-kapitlet for denne gang.
Mr. X = første bekendtskabsled
Mr. Y = bekendtskab i andet led
Mr. Z = uden for bekendtskabsnetværket, men som en god expat sørger man altid for at få udvidet sit netværk, hver gang man går ud. +1 på kontoen. Dog efterlod han ingen kontakter, så i virkeligheden ved vi ikke, hvem han er, og om han har udgivet sig for at være en anden, end den han beskrev….
___________________________________________________________
An expatriate (in abbreviated form, expat) is a person temporarily or permanently residing in a country and culture other than that of the person’s upbringing or legal residence. Traditional corporate expatriates did not integrate and commonly only associated with the elite of the country they were living in. Modern expatriates form a global middle class with shared work experiences in a multi-national corporation and working and living the global financial and economical centers. Integration is incomplete but strong cultural influences are transmitted. (Wikipedia)
Det er nu et år siden, at Kenya fik deres nye grundlov. En ambitiøs og gennemgribende grundlov, der fravrister præsidenten en stor del af hans magt, tildeler parlamentet mere magt, gør domstolene uafhængige med offentlige screeningsprocesser af dommere, indfører professionelle ministrer, gør det stort set umuligt at vinde præsidentvalget uden bred national opbagning, delegerer magt og penge ud til regionerne og indfører menneskerettigheder og frihedsrettigheder.
Dette lyder meget godt, og er det langt hen ad vejen også. Den nationale forsamling halser af sted for at nå at inføre så meget som muligt af det ovenstående i ny lovgivning inden deadlinen falder lige om lidt.
Er det så i virkeligheden så godt, som det lyder? Pessimister vil sige, at så længe alle disse fine lovgivninger kan bøjes og drejes efter politikernes hoveder, er landet lige vidt. Politikernes personlige magt, korruption og politisering af regler således, at politikerne alligevel beholder deres privilegier frygtes at være udfaldet. Kenya rangerer stadig som nr. 154 på listen over korruption i lande verden over. En liste hvor Somalia indtager bundpladsen som nr. 178. Penge til den hungersnødsramte befolkning og gratis folkeskole forsvinder stadig i milliardstørrelsen her i landet.
Mange ville derfor konkludere, at selvom Kenya igen ser lovende ud på papiret, er det i virkeligheden bund-korrupt. Det ligner, at Kenyas problemer med dårligt lederskab, fattigdom og elendighed kører i ring som de fleste andre afrikanske lande, og at der derfor ikke synes nogen løsning på landets problemer hverken med eller uden donormidler fra Vesten.
Det er nok også meget naivt, at tro at den store revolution kan ske ved at top-down implementering af en ny og radikal grundlov. Det er trods alt bare et stykke papir. Den reelle implementering her i landet synes at halte, fordi uformelle strukturer og kulturer kæmper imod. Bl.a. vil parlamentsmedlemmerne ikke opgive deres verdensrekord store lønninger eller skattefritagelser.
Men hvad sker der til gengæld? Befolkningen omfavner den nye grundlov nedenfra og op. Grundloven symboliserer et stort magtskifte tilbage i folkets hænder, og befolkningen synes at tage opfordringen op. Dette kan bl.a. ses ved, at der ikke er nogen grænser for, hvem der prøver at stille op til præsidentvalget. Indtil videre har 12 personer meldt sit kandidatur. Ræset til offentlige embeder er spækket med nye ansigter samt professionelle ikke-politiske ansigter, der alle interviewes og screenes på landsdækkende fjernsyn.
Og hvad med hungernøden? Aldrig synes noget andet Afrikansk land at have taget ansvaret på sig som Kenya synes at gøre lige nu. Avisen ”the Standard” er bannerfører her, og beskylder gang på gang den kenyanske regering for selv at bære ansvaret for tørken med dårlig styring af landet igennem årtier. Troen på landets fremtid og styring ses nok allerstærkest gennem den de seneste måneders rekordstore indsamling ”Kenyans for Kenyans” til ofrene for hungernøden. Ville kenyanerne indsamle godt 1 milliard Ksh, hvis de ikke havde tillid til styringen af landet og ikke følte ansvar overfor deres medborgere? Svaret må være nej. Gennem direkte og betydningsfulde handlinger synes Kenyas befolkning nu selv at være med til at implementere den nye grundlov nedenfra og op.
Mathilde Goes Global 